torsdag den 12. marts 2015

Knagestrik

 
I samarbejde med sløjdlærerne har jeg knagestrikket med 5. klasserne. Det kom der mange fine ting ud af. Ponchoer, sjaler, halstørklæder og infinity-tørklæder.
 
Hvert af børnene har lavet strikkeknage i sløjd. Et stykke træ med 12 pinde, som har samme højde og samme afstand til hinanden. "Pindene" er lavet af trædyveler. Det er vigtigt, at slibe både pinde og træstykke til, så det bliver glat og lækkert at røre ved, da garnet ellers vil hænge fast, når der strikkes på knagen.

 
Man slår først et antal luftmasker op - en på hver pind.
Voksenponcho = 12 masker
Børneponcho = 9 masker
Halstørklæder = 10 masker
Det var, hvad vi valgte at slå op.

 
Princippet er næsten det samme som når man fingerstrikker eller bruger en strikkelise. Garnet lægges over pinden, og så trækkes løkken over garnet. Til halstørklæder og infinitytørklæder strikker vi 2 masker på hver pind, til sjaler og ponchoer 3 på hver pind. Jo flere masker på hver pind, jo større "huller" giver det i strikket - altså det man laver bliver mere åbent.

 
Når man når hen til enden, strikker man på samme måde tilbage igen. Sådan fortsætter man frem og tilbage, indtil det strikkede har nået den ønskede længde.

 
Til sidst lukker man af ved at binde knude på hver maske hele vejen hen. Hvis man laver en poncho syr man den sammen i samme arbejdsgang, ved at folde stykket op på knagen og binde de to ender sammen.
De løse ender af garnet hæftes ved at bruge en stor når, garnet kan gå igennem og trække gennem knuderne på det strikkede stykke.

 
Alle børn kan være med og få noget fint ud af at knagestrikke, og det går dejligt hurtigt. :-)

 
Vi udstillede tingene efterhånden som de blev færdige, og flere af børnene nåede både at lave 2 og 3 ting.








onsdag den 11. marts 2015

Ipad og mobil holdere - af cowboybukser


I håndarbejde er der stadig gang i at producere ting af brugte cowboybukser - "Hvad kan jeg få ud af et par brugte cowboybukser?", og jeg vil det kommende stykke tid poste en stribe indlæg med hvert sit cowboybuksetema.

Hvert barn har jo lavet flere projekter, og begge de 5. klasser, jeg underviser laver samme projekt, så derfor har det været muligt at samle emnerne på denne måde. :-)

Denne gang gælder det så ipad- og mobiltasker, som er lavet af bukseben. De smalle er rigtig gode til mobilerne, og de lidt bredere til ipads. Fordelen ved at bruge buksebenene er, at de allerede er syet sammen forneden og i siderne.



Her er 3 forskellige versioner af lukketøj. Alle 3 er med knapper, men den ene er lukket med bånd, som er syet på i modsatte side af tasken end knappen er, nummer to er båndet erstattet af en hårelastik, der var en klassekammerat, der var så venlig at donere ;-), og den sidste er lukketøjet lavet et stykke linning med knappehul fra selve bukserne - ret smart.

En taske er dekoret med et "i", hvor selve "i'et" er stykke stof syet på med maskine, og prikken over er en knap, syet på i hånden.










torsdag den 5. februar 2015

Gys og gru i billeder





 
4. klasse har brugt lang tid på at lave gyserhistorier, dykke ned i genren, give hinanden respons og rette tekster til. Hvert barn har også lavet en illustration, der passer til deres egen gyserhistorie.
 
Oplægget til illustration var, at de kun måtte bruge sort tusch på hvidt papir og billedet skulle passe til historien/vise noget fra historien. Til Halloween lavede klassen spøgelsesbilleder med sorte silhuetter - det inspirerede flere af dem, er det tydeligt at se. :-)

 
Alle gyserhistorierne med illustrationer blev kopieret og samlet til en bog, så alle fik deres personlige gyserbog.











fredag den 23. januar 2015

Cykler - med søm og tråd




Min søde kollega har lavet cykler med min klasse i håndarbejde - cykler med søm og tråd, og jeg er vild med dem! Jeg kunne godt tænke mig at lave et lignende projekt en gang. :-)

tirsdag den 16. december 2014

Til og fra kort - i genbrug


Jeg elsker at bruge genbrug i mine kreative projekter! Der er så mange sjove ting at lave, og så kan jeg godt lide ideen om ikke bare at smide ud efter brug, men at finde andre måder at anvende tingene på. :-)
I år laver mine kreative klasser/hold bla. til og fra kort i genbrug, og de bliver rigtig gode.


I min klasse har de nissevenner, og vi har en kasse stående i klassen, hvor børnene lægger julepapiret, som deres nissepakker er pakket ind i.
Derudover har vi samlet tom emballage fra morgenmadsprodukter.

Til kortene bruger vi:
Julepapir (genbrug)
Pap fra morgenmadsprodukter
Skabeloner (hjerter, stjerner, fugle osv.)
Hullemaskine
limstift

Lim gavepapir på den grimme side af pappet (billed/tekstsiden). Tegn op efter skabelon på den anden side (brug endelig blyant). Klip ud og lav et hul i kortet med hullemaskinen.
Voila! Fine, personlige genbrugskort, som børnene hygger sig med at lave. :-)

torsdag den 11. december 2014

Juleklippedag


Forleden havde vi juleklippedag for 4-7. klasserne her på skolen. Jeg havde (selvfølgelig) et kreativt juleklippeværksted. Der var også Krybbespilsværksted, bageværksted, Nisselandskab, Julemandens værksted (i sløjd) og udendørs juleorienteringsløb vha smartphone (xplore to learn).

torsdag den 4. december 2014

Stofcollager


Årets første opgave for 5. klasserne i håndarbejde var at lave en collage i stof. Motivet var valgfrit, men jeg havde billeder med af stofcollager andre havde lavet som inspiration.

Når man tegner, kan man altid tilføje noget til baggrunden, men når man laver en collage, er det vigtigt, at man først har plalagt billedet, inden man går i gang, da det er ret svært at tilføje noget til baggrunden, når man først er begyndt at gøre motivet fast. Så børnene startede med at lave en tegnet skitse til deres billede.